åbner i nyt vindue
PRESSEMEDDELELSER 10. juni 2024

visionOS 2 introducerer nye oplevelser med rumlig databehandling på Apple Vision Pro

Stærke nye funktioner kommer til Apple Vision Pro bare få måneder efter lanceringen i USA, bl.a. en ny metode til at forvandle yndlingsbillederne til rumlige billeder, nye bevægelser til navigation i visionOS og flere muligheder for udviklere til at udnytte rumlig databehandling
visionOS 2 er en større opdatering, som gør Apple Vision Pro-oplevelsen endnu bedre, herunder muligheden for at forvandle yndlingsbilleder til flotte rumlige billeder, intuitive nye håndbevægelser og helt nye funktioner i populære apps.
CUPERTINO, CALIFORNIEN Apple gav i dag et preview af visionOS 2, en kæmpe opdatering til Apple Vision Pro, der giver brugerne en effektiv metode til at skabe rumlige billeder med de billeder, der allerede ligger i deres bibliotek, intuitive håndbevægelser til nemt at få adgang til vigtige oplysninger med et hurtigt blik og nye funktioner til Virtuel skærm på Mac, Rejsefunktion og Gæstebruger. Vision Pro-brugere kan nemt og hurtigt finde deres bedste rumlige billeder i den nydesignede Fotos-app, administrere oplysninger på tværs af alle deres konti med den nye Passwords-app, få adgang til nye anonymitetsværktøjer i Safari og få glæde af nye funktioner i populære apps som Apple TV og Mindfulness.
Med mere end 2.000 rumlige apps udviklet til Apple Vision Pro og mere end 1,5 millioner kompatible iOS- og iPadOS-apps giver visionOS 2 udviklere mulighed for at udnytte rumlig databehandling i endnu større grad med nye værktøjer. Det bliver også lettere at skabe helt nye appoplevelser, der er mere volumetriske, og som kan deles med andre.
“Apple Vision Pro leverer revolutionerende oplevelser til både brugere og udviklere, og vi er glade for at kunne gøre endnu flere fremskridt inden for rumlig databehandling med visionOS 2 bare få måneder efter lanceringen,” udtaler Mike Rockwell, Apples Vice President for Vision Products Group. “Vi glæder os så meget til, at brugerne får lov til at opleve de mange nye muligheder med visionOS 2. Det gælder alt fra at navigere i visionOS på en enklere måde til at udvide grænserne for, hvordan de oplever minder, samt forbedringer af de vigtigste Vision Pro-apps. Og med et solidt sæt værktøjer, der gør udviklerne i stand til at skabe mere omfattende og rumlige apps, betyder visionOS 2, at Apple Vision Pro bliver endnu vildere.”

Skab og genoplev smukke rumlige minder på helt nye måder

Rumlige billeder på Apple Vision Pro giver de bedste øjeblikke med venner og familie en utrolig dybde og realisme. Med visionOS 2 kan brugerne vende tilbage til gamle minder ved at skabe rumlige billeder fra deres bibliotek i Fotos-appen. visionOS bruger avanceret maskinlæring til at forvandle et 2D-billede til et smukt rumligt billede, der virkelig vækkes til live på Vision Pro. Brugerne kan dele deres rumlige billeder med venner og familie, så de kan se dem på Vision Pro. Eller de kan bruge SharePlay i Fotos-appen med deres rumlige Persona og se deres panoramabilleder, rumlige videoer m.m. – og det vil føles, som om alle er samlet på det samme fysiske sted.
Takket være SharePlay i Fotos-appen kan Apple Vision Pro-brugere se deres bedste billeder og videoer sammen med andre ved hjælp af rumlig Persona.
Ved at optage rumlige videoer på Apple Vision Pro og iPhone 15 Pro får brugerne mulighed for at vække særlige øjeblikke til live og genopleve dem, som var de tilbage, da det skete. Senere på året vil Canon kunne tilbyde et splinternyt rumligt objektiv til deres populære EOS R7-digitalkamera, som giver mulighed for at optage smukke rumlige videoer under selv krævende lysforhold. En opdatering af Final Cut Pro betyder, at indholdsskabere kan redigere rumlige videoer på deres Mac og tilføje imponerende effekter og titler i deres projekter. Og med Vimeo-appen, der er designet til Vision Pro, bliver brugerne i stand til at overføre og dele rumlige videoer, som andre kan opdage og få glæde af.

Nye håndbevægelser og produktivitetsfunktioner giver flere muligheder i visionOS

visionOS introducerede en revolutionerende rumlig grænseflade, som brugerne kan styre blot ved hjælp af deres øjne, hænder og stemme. visionOS 2 gør det hurtigere at navigere på Apple Vision Pro og lettere for brugerne at få adgang til vigtige funktioner med nye håndbevægelser, så de har adgang til hyppigt brugte funktioner som Hjem-oversigt og Kontrolcenter. Nye bevægelser giver brugerne mulighed for at se vigtige oplysninger med et hurtigt blik, f.eks. klokkeslættet og batteriniveauet, og udføre handlinger såsom justering af lydstyrken.
Navigation i visionOS er endnu hurtigere med nye bevægelser, som giver hurtig og nem adgang til ofte brugte funktioner.
Produktivitetsværktøjerne på Apple Vision Pro får nye muligheder med visionOS 2. Senere på året vil Virtuel skærm på Mac indeholde en højere opløsning og større skærm. Resultatet er en ultrabred skærm svarende til to 4K-skærme ved siden af hinanden. For at skabe de perfekte arbejdsomgivelser føjer visionOS 2 også understøttelse af mus til yderligere arbejdsgange, og Vision Pro vil nu vise brugerens fysiske Magic Keyboard – også når brugeren er fordybet i et miljø eller en app.
Vigtige Apple Vision Pro-oplevelser er blevet forbedret med visionOS 2. Brugerne kan nu tilpasse deres Hjem-oversigt ved at flytte om på apps og anbringe dem, hvor de vil, herunder deres kompatible iPhone- og iPad-apps. Rejsefunktion tilføjer understøttelse af tog, så rejsende kan opleve deres foretrukne apps på farten eller tilmed et miljø som Bora Bora for at forvandle deres fysiske omgivelser. Hvis en bruger ønsker at dele sine Vision Pro, kan et familiemedlem eller en kollega blive tilføjet som gæstebruger og få data om sine øjne og hænder gemt i 30 dage.

Effektive værktøjer giver udviklere og indholdsskabere spændende metoder til at skabe nye innovative oplevelser

Udviklerne har allerede bygget fantastiske appoplevelser til Apple Vision Pro, der udnytter de unikke muligheder ved rumlig databehandling inden for en lang række kategorier. visionOS 2 indeholder nye API’er og frameworks, som hjælper udviklere med at nå endnu længere med deres apps og spil. De kan gøre det lettere at skabe apps og spil, som er mere volumetriske, og introducere nye oplevelser, der kan deles med andre. HealthKit kommer også til Vision Pro og giver udviklerne nye metoder til at skabe innovative sundheds- og fitnessoplevelser, som udnytter det uendelige lærred i visionOS.
1640 LLC, udvikleren af appen The Museum That Never Was, bruger nye volumetriske API’er i visionOS 2 til at gøre det nemmere at tilføje mere medrivende 3D-objekter i deres app og nye måder, brugerne kan interagere med deres indhold på. Ved hjælp af nye værktøjer som TabletopKit kan udviklere hurtigt bygge delte og samarbejdsorienterede appoplevelser, der foregår rundt om et bord, som f.eks. brætspil eller en arbejdsstation til produktion. GRL Games bruger TabletopKit til udvikling af Haunted Chess, et brætspil om et mordmysterie, hvor spillerne bruger 3D-skakbrikker og holografiske kort som hjælp til at løse mysteriet. Disse apps fungerer fantastisk med rumlig Persona og skaber fælles oplevelser, som ikke har været mulige før nu.
Nye frameworks som f.eks. TabletopKit betyder, at udviklere nemmere kan skabe delte appoplevelser på tværs af en række forskellige kategorier, herunder spil som det nye Haunted Chess fra GRL Games.
Udviklere i erhvervslivet er allerede i gang med at udvikle visionOS-apps i verdensklasse til alt fra træning og simulation til projektdesign og -ledelse. Med nye værktøjer i visionOS 2 kan udviklere skabe flere muligheder inden for sundhedsvæsnet, produktionen, luftfartsindustrien, bilindustrien og andre brancher. Udviklere som Scandit AG og TeamViewer anvender nye API’er som Barcode Scanning og Object Tracking til at hjælpe virksomheder med at forbedre den daglige drift yderligere.
Apple Immersive Video er et helt nyt format til historiefortælling, der bruger 8K 3D-video med 180-graders synsfelt og rumlig lyd til at sætte brugerne i centrum af handlingen. Apple TV-appen byder på stadig flere Apple Immersive-film og -serier, herunder Adventure fra Apple TV+ og Alicia Keys: Rehearsal Room. Senere i år lancerer Blackmagic Design det første kommercielt tilgængelige kamerasystem nogensinde sammen med en opdatering til deres postproduktionssoftware DaVinci Resolve Studio, så den kan bruges sammen med Apple Immersive Video. Dermed får professionelle filmskabere i hele verden værktøjer til at kunne skabe utrolige fortællinger med dette ekstremt medrivende format til historiefortælling.
Her er et kig på nogle af de andre funktioner i visionOS 2:
  • I Safari kan brugerne se videoer i et miljø, inklusive på populære sider som YouTube, Netflix og Amazon. Når brugerne scroller gennem websider, kan de trykke på panoramabilleder, som derefter omslutter dem, så de rigtig kan fordybe sig i dem. Siri kan også læse indholdet på en webside højt, mens brugerne multitasker.
  • Apple TV-appen tilfører understøttelse af multivisning på Apple Vision Pro – den ultimative seeroplevelse ved visning af sport. Senere på året får sportsglade brugere mulighed for at se op til fem streams på samme tid, så de kan følge alle deres yndlingshold og -sportsgrene.
  • For at hjælpe brugerne med at slappe af og holde fokus har Mindfulness-appen fået en ny funktion kaldet Follow Your Breathing. Den viser dynamiske visuelle animationer og lyde, der følger brugerens vejrtrækningsmønster.
  • Med Liveundertekster i hele systemet kan alle – heriblandt døve og hørehæmmede brugere – følge med i fysiske samtaler og lyd fra apps.
  • Brugerne kan få vist indhold på deres Vision Pro med AirPlay fra deres iPhone, iPad eller Mac.
Tilgængelighed
Udviklernes preview af visionOS 2 er tilgængeligt for Apple Developer Program-medlemmer på developer.apple.com fra i dag. Få mere at vide på apple.com/visionos/visionos-2-preview. Funktioner og egenskaber kan blive ændret. Nogle funktioner er muligvis ikke tilgængelige i alle områder eller på alle sprog, og der kræves muligvis kompatibel hardware og software.
Del artikel

Media

  • Tekst i denne artikel

  • Billeder i denne artikel

  1. Available in U.S. English.

Pressekontakt

Martin Lund Nielsen

[email protected]

33 42 22 36

Apple Media Helpline

[email protected]

33 42 22 36